lørdag den 21. november 2009

En begyndelse

En mørk stormfuld aften, ok ikke stormfuld og mørkt er det meget af tiden; men en aften eller helt præcist lige nu starter min blog.
Som med så mange historier er det godt at starte med en beskrivelse af omgivelserne, i dette tilfælde Aasiaat.

Aasiaat ligger på en lille ø (det er ikke ironisk, Aasiaat ligger faktisk ikke på den grønlandske hoved ø) på omkring 10 km^2, med en god naturhavn. Det er her at Nord(vest)grønland starter, og Aasiaat er forsyningshavn for hele Nordgrønland, dvs. næsten alt fragt til Nordgrønland bliver omlastet i havnen.
Aasiaat har godt 3.000 indbyggere, og er dermed Grønlands 4. største by. Mange af indbyggerne er gymnasielever, for Nordgrønlands Gymnasium ligger her (det er efter sigende grønlands største i øjeblikket).
Ellers er byen præget af havnen, som ligger lige udenfor mit vindue når jeg er i receptionen. Jeg har bare den fedeste udsigt her, meget af tiden kan man faktisk se et isbjerg ud af vinduet.
Der er også en ret god lufthavn (det er altså kun en flyveplads!). Det betyder at Aasiaat er et trafikknudepunkt, også fordi vejret er ret mildt her (det havde I nok ikke regnet med hva'). Ofte kan vi sidde her i Aasiaat og undre os over at de ikke kan lande i Sisimiut eller sejle på Diskobugten.

Det må vist være godt for denne gang, så må vi se om jeg snart farer til tasterne igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar